Vin

Bortset fra den turisme der er i byen i forbindelse med det forhistoriske museum, kommer byens indtægter primært fra vindyrkning. Der er de første 10-15 vinhuse i byen, hvor der kan smages og købes vin direkte fra producenten. Tautavel er den 4. landsby i Roussillon-Village, der har fået lov til at sætte bynavn på deres rødvin, som et symbol på vinens kvalitet: Appellation Cote de Roussillion Tautavel Controllée.

      Vinmark i udkanten af  byen

Så det er bare at gå i gang og besøge byens vinbønder. Lad nu være med at købe al din vin i supermarkedet, - det er meget sjovere at dykke ind i halvmørket i en af Cave'rne og prøve vinene. Køb så et par flasker, hvis du kan lide vinen. Så kan du prøve den igen hjemme i huset, - man behøver ikke at købe en hel kasse, når man kun er på opdagelse. Når du har fundet en vin du synes om, kan du altid vende tilbage og købe flere flasker. Priserne ligger typisk fra 5-10 Eur. pr. flaske afhængig af kvaliteten

Vil du købe billigere vin end dette, kan du selv medbringe din vrac til Caven og få den fyldt, eller hvad jeg hellere vil anbefale, - at du køber en fontaine/BIB (Bag-in-box, papkasse med foliepose) med 3 eller 5 liter vin. Vinen holder længere i de lufttætte poser. De bedste af disse vine er fremragende, men find selv en vin som passer din smag. De røde vine laves på nogle af de samme druer, bla.  Grenache Noir og Syrah, som også kendes fra Rhone området, så der er kraftige og krydrede vine imellem.

Indtil nu har vi kun prøvet en brøkdel af vinene. Men vi har ofte købt en enkelt flaske rød- eller rosévin hos Bonzoms, der ligger på torvet ved siden af cafe'en, samt flere forskellige flaske-vine hos Fontanel (vores favorit pt.: www.domainefontanel.com). Ham finder I på venstre side af hovedgaden, når man fortsætter væk fra torvet imod museet, forbi bager og smykkeforretning. Fontanel har også en forretning i på hovedgaden i Estagel, hvis der skulle være lukket i caven i Tautavel.
Mounié ligger længere fremme ad hovedgaden på højre side, men inden kooperativet. Han har en meget fornuftig rødvin 'Rouge Ruby' til 5-6 Eur, samt nogle meget heftige gamle søde vine.

Endelig er der også Coopérative: les maîtres vignerons de Tautavel,  som ligger videre yderligere 100-200 meter  i samme retning. Det ligger på højre hånd lige ved turistkontoret og nedenfor museet. Hvis du vil prøve en anderledes hvidvin, har de en tør Muscat på deres sorte designede 3 liters BIB. En dejlig aperitifvin. Kooperativets bedste rødvin på BIB er de fleste år også fremragende. Men smag før I køber.  5 liter koster ca. 17 Euro.
På Tautavels hjemmeside (www.tautavel.com) kan du finde en samlet liste over vinproducenter med adresser. 3-4 af disse har også egne hjemmesider.

De søde vine

De søde vine er områdets specialitet og de findes i alle nuancer fra lyst gule Muscat typer over rav/tegl-farvede(ambré/tuilé) til mørke vine, der minder mere om portvin. Tautavel ligger områdemæssigt i AOC Rivesaltes, hvad angår de søde vine. Men der findes en række forskellige appellationer, hvoraf den nærmeste lige vest for Tautavel også er vældig god. Den hedder AOC Maury. De søde vine er fantastiske sammen med de franske kager samt hvis du kan lide blåskimmeloste, fx med en original Roquefort. Prøv  L'Age de Pierre (Stenalderen), en lys muscat fra føromtalte Fontanel eller Torre del Farre (opkaldt efter det gamle tårn på toppen af bjerget over byen), en mørk type som kan købes bla. i kooperativet og i supermarkedet. De søde vine skal være kølige, når de drikkes.

Link til: Mere om de lokale vine...  både de røde og de søde !

Jeg kan anbefale bogen 'Vinene fra Languedoc-Roussillon' fra Gads Forlag, som giver en oversigt over stjernerne  i området, fx. Domaine Gauby, Domaine Clos des Fées og Domaine Gardies. Hertil kommer en liste over en række fremragende og gode, typiske producenter i området.

RETUR